23948sdkhjf

Top-Toy tættere på salg

Juarudsalget i konkursramte BR og Toys"R"Us er aflyst fordi kurator er i realitetsforhandlinger med mulige købere

Der bliver alligevel ikke januarudsalg i legetøjsbutikkerne BR og Toys"R"Us i Danmark.

Det oplyser Top-Toy, der ejer Fætter BR og Toys"R"Us i Norden, i en pressemeddelelse.

Det er konkursboets kuratorer, som har truffet beslutningen om at lukke de fem BR- og 21 Toys"R"Us-butikker, der ellers var holdt åbne til udsalg.

Top-Toy skriver desuden, at medarbejderne er blevet fritstillet. I de svenske og finske butikker i samme kæde forventes det dog, at et stort udsalg vil finde sted i næste uge.

- Det er aflyst, fordi kuratorerne i de her dage og timer sidder i realitetsforhandlinger om at sælge hele eller dele af den danske del af Top-Toy, siger Lars Bo Kirk, der er fungerende talsmand for Top-Toy, til Ritzau.

Han vil dog ikke oplyse, hvem der er interesseret i at overtage de danske legetøjsbutikker.

- Lige nu arbejder kuratorerne på højtryk på at lukke en aftale om den danske del af forretningen. Det skal de have arbejdsro til, lyder det fra talsmanden.

Ifølge Børsen er Salling Group, der tidligere hed Dansk Supermarked, i forhandlinger om at købe butikkerne. Salling Group står bag kæder som Føtex, Netto og Bilka.

Top-Toy blev 30. november begæret under rekonstruktion. Det skete, efter at selskabet havde tabt 149 millioner kroner på driften i det seneste regnskabsår.

28. december blev Top-Toy erklæret konkurs efter et "svigtende julesalg".

I slutningen af december meddelte Top-Toy, at personer, der har modtaget et gavekort til Fætter BR eller Toys"R"Us købt efter 30. november, kan få penge tilbage.

Gavekort, der er købt før december, er stadig umiddelbart værdiløse. Det skyldes ifølge kuratorerne, at rekonstruktionen af selskabet ikke på dette tidspunkt var påbegyndt. 

Disse kunder kan dog gøre krav til kuratoren i konkursboet på et tilgodehavende.

Føtex og Bilka har meldt sig på banen med en mulighed for at bytte gaver fra Fætter BR og Toys"R"Us. Det drejer sig dog kun om gaver, hvor der kan fremvises bon eller byttemærke.

Og det gælder kun, hvis gaven findes i Føtex eller Bilkas sortiment - enten på nettet eller i butikkerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094